Søndags-refleksioner over kropsterapi og hvad den har gjort ved mig

Jeg går i skole én dag om ugen, hvor jeg sammen med resten af klassen på egen krop oplever hvad der sker, når vi praktiserer det vi lærer, på hinanden. Behandlingerne, det vi snakker og læser om og det vi oplever hos hinanden, i og på os selv, sætter en masse tanker og følelser i gang.

I de sidste 9 måneder har jeg lært meget om hvad det vil sige at være både klient og behandler. Og jeg har ikke mindst lært rigtigt meget om mig selv og mine egne reaktionsmønstre og er velvilligt blevet konfronteret med en del af de oplevelser jeg igennem mit nu 50-årige liv, har gemt væk, enten fordi jeg ikke havde lyst til at tage mig af det, ikke følte jeg kunne rumme det ”lige nu”, eller fordi jeg mente, at jeg var stærk nok til at bide det i mig og komme videre. Som sagt var og er det velvilligt. Jeg er simpelthen nået frem til at jeg ikke ”gider” bide det i mig mere. Dermed ikke sagt, at jeg er blevet 100% konfrontations-lysten, men det gør godt at se tingene i øjnene, også selvom det frembringer tårer, for det føles SÅ godt bagefter – befriende, som om en sten er blevet løftet fra brystet. Jeg har oplevet at rejse mig fra briksen og føle en befriende lethed og glæde i kroppen – en følelse af at være tilstede i hele kroppen – helt ud til kanten. Og det gør godt at opleve det positive i at tage mig tid til at lytte til kroppen, min intuition, at være opmærksom på mine begrænsninger og hvor mine grænser går og at det er i orden at tænke på mig selv først, så jeg har lyst og overskud til at være noget for andre.

Hele kimen til denne begyndende forløsning (for der er et stykke vej endnu), er naturligvis at jeg gerne vil det. At jeg er åben for at møde det, der er blevet gemt væk. Når vi står i situationer, hvor vi bare skal videre, af den ene eller anden årsag, så forsvinder vores oplevelse af situationen ikke, den lagrer sig i kroppen. Vi tror det hele er overstået og tilpasser os, men kroppen husker. Vi begår sandsynligvis de samme fejl igen og igen indtil vi bliver klar over, at nu går den ikke længere (hallelulja!). Og falder den tanke os ikke ind, ja, så skal kroppen i hvert fald nok gøre opmærksom på, at nu er der altså ikke mere plads til ”det-har-jeg-ikke-lige-tid-til-nu” oplevelser.

Jeg er begyndt at være meget mere nysgerrig på omverdenen og ikke mindst mig selv. Hvorfor gør jeg som jeg gør? Har jeg været i samme situation tidligere og reagerede jeg på samme måde? Hvorfor? Hvad er det, der gør mig glad – sådan helt ind i hjertet-glad? Hvad gør mig ked af det? Har jeg oplevet det før? Hvordan reagerede jeg dengang? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor? Når jeg ligger på briksen, i samtale med min krop, godt guidet på vej af kropsterapeuten, er det ikke velovervejede, velformulerede svar, der dukker op, men umiddelbare reaktioner. Svar fra mit indre ”vise” jeg. Banalt, ja, men ikke desto mindre sandt. Svarene og reaktionerne er umiddelbare, når jeg ligger på briksen. Jeg lader kroppen formulere ordene på de billeder, der dukker op i mit hoved. Ordene flyder helt af sig selv ud gennem min mund. Ofte har de brug for hjælp, for halsen er strammet godt op. Der har været meget kontrol på, og det er ikke alt, der tidligere har fået lov til at komme ud. Nu skal halsen lære, at den ikke behøver at være så striks mere. Ballerne skal lære, at de ikke skal klemme sig sammen og stramme op hele tiden. Maven skal have lov at være blød og rund. Og skuldrene skal lære, at det faktisk ikke er normalt at sidde så tæt oppe omkring ørerne. For bare at nævne nogle af de mange tegn på, at min krop har brug for at blive lyttet til og har brug for at give slip på de mange spændinger, ubehandlede oplevelser og hverdagens stress har skabt.

Vi lever i en verden, hvor hovedet regerer og hvor kroppen kun opleves og mærkes, når den ikke fungerer som den skal eller lever op til vores forventninger.  Jeg er sikker på, at mange kan nikke genkendende til de symptomer jeg har nævnt. Og jeg er sikker på, at mange vil genkende dem, og rationalisere hvorfor de ikke vil gøre noget ved det lige nu. Jeg ved det, for jeg har selv gjort det i årevis. MEN hvor er jeg glad for, at jeg er begyndt at lytte og være nysgerrig. Jeg har oplevet igen at føle mit indre legebarn rumstere, at have hjertet med, når jeg griner, og det er en rigtig, rigtig god følelse! Jeg er kun lige begyndt på denne rejse og min intention er at fortsætte resten af mine dage og få hevet så mange med på samme bølge som jeg kan – min sjæl og min krop takker mig for hvert et skridt – det er så fedt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *